I am land

(English version below)

Jeg har altid været draget mod naturen, særligt skoven. Uberørt skov appellerer til mig, fordi skoven får lov til at være skov. Energien er helt anderledes end i konventionelt dyrkede skove. Træer får lov til at være træer, og dyr får lov til at være dyr.

I denne skov, hvor jeg går for første gang, og som har været urørt siden 1996, er der små og store skovsøer, som bebos af ænder, gæs og blishøns. Træerne har besøg af musvitter, blåmejse, sortmejse, solsort, bogfinke og gransanger. Det er en fantastisk symfoni, der rører mit hjerte.

Langs skovstien, jeg går på, passerer jeg store solitære bøge og egetræer, der står majestætisk i lysninger, hvor nogle af dem — særligt egetræerne — er meget ældre end mig. Jeg stopper ofte op og bare står, lytter til lydenene og snuser duften af natur ind, mærker brisen fra vinden… En meget sjælden beboer, Eremitten (en bille), bebor skoven sammen med andre sjældne svampearter og flagermus. Det er sådan en skov bør være, og vi har ikke nok af dem i Danmark.

Jeg følger stien og ser en bevægelse på et grantræ ud af øjenkrogen. Jeg når ikke at se, hvad det er, men instinktivt ved jeg, det er et egern. Jeg stopper og siger små tjirplyde. Egert kigger frem bag stammen og har en stor grankogle i munden. Den løber nu op og sætter sig midtvejs på træet på en gren og begynder at spise af grankoglen. Jeg flytter mig lidt for at se bedre, og jeg bliver mødt af en protesterende lyd — den smider koglen og forsvinder op i træet.

Min færd fortsætter, og jeg når ned til en stor sø, hvor jeg hører en landbrugsmaskine i det fjerne på markerne. Jeg står bare og kigger.

Længere henne er der en åbning til vandet, og jeg sætter rygsækken fra mig og sætter mig på en stor sten et par meter fra vandet. Der er frit udsyn til søen. På bredden er der et bøgetræ, der har mistet det meste af sin krone, som ligger i vandkanten. Det er smukt med de nye blade. Den viser mig, at den lever, selvom livet har været hårdt mod den. Jeg sidder i stilhed på stenen i 10-15 minutter og bare mærker. Jeg går over til bøgetræet for at give det en gave. I min rygsæk har jeg hjemmedyrket tobaksblade, og jeg lægger noget mellem de tykke rødder, sætter mig på hug og lægger hænderne på rødderne. Jeg mærker pulsen i træet og jorden. Det er magisk.

Magien stopper ikke. Da jeg rejser mig, står jeg tæt på de små grene med lysegrønne blade. Jeg siger til træet, det gerne må røre mit ansigt, og jeg kæler forsigtigt for grenen. Et lille forsigtigt vindpust løfter grenen op, og den kærtegner mig tilbage. Det begynder at regne.

Tårerne kommer op — ja, selv nu, mens jeg skriver denne beretning, bliver jeg rørt. Det er en meget smuk og intim oplevelse.

Hele april måned har været meget special og hård på mange måder, og det går op for mig, hvor tæt forbundet jeg er med naturen. Jeg mærker et mere dybfølt bånd til alle naturens væsner.

Jeg er på vej tilbage og stopper op, da jeg hører en puslen i de visne blade under en masse grene. Små spidsmus er på farten, og jeg ser kun små glimt af dem. Det må være en hel familie, tænker jeg.

Den sidste del af min vandring er ren nydelse. Jeg elsker urørt natur. Jeg er ikke bare et menneske, jeg er naturen.

— English version

I have always been drawn to nature, particularly the forest. Untouched forest appeals to me because the forest gets to be a forest. The energy is completely different than in conventionally managed woodlands. Trees get to be trees, and animals get to be animals.

In this forest, where I walk for the first time and which has remained untouched since 1996, there are small and large forest lakes inhabited by ducks, geese, and coots. The trees are visited by nuthatches, blue tits, blackcaps, blackbirds, chaffinches, and goldcrests. It is a fantastic symphony that moves my heart.

Along the forest path I walk on, I pass large solitary beeches and oaks standing majestically in clearings, where some of them — especially the oaks — are much older than me. I often stop and just stand, listen to the sounds, breathe in the scent of nature, feel the breeze from the wind… A very rare inhabitant, the Stag Beetle (a beetle), lives in the forest along with other rare mushroom species and bats. This is how a forest should be, and we don't have enough of them in Denmark.

I follow the path and see movement on a spruce tree out of the corner of my eye. I don't have time to see what it is, but instinctively I know it's a squirrel. I stop and make small chirping sounds. The squirrel peeks out from behind the trunk with a large spruce cone in its mouth. It runs up and then sits midway on the tree on a branch and begins eating the spruce cone. I move a little to see better, and I'm met with a protesting sound — it drops the cone and disappears up into the tree.

My journey continues, and I reach a large lake where I hear a farm machine in the distance on the fields. I just stand and look.

Further along there is an opening to the water, and I set down my backpack and sit on a large stone a few meters from the water. There is open view of the lake. On the shore there is a beech tree that has lost most of its crown, lying at the water's edge. It's beautiful with the new leaves. It shows me that it lives even though life has been hard on it. I sit in silence on the stone for 10–15 minutes and just feel. I walk over to the beech tree to give it a gift. In my backpack I have home-grown tobacco leaves, and I place some between the thick roots, crouch down and lay my hands on the roots. I feel the pulse in the tree and the earth. It's magical.

The magic doesn't stop. When I rise, I'm standing close to the small branches with light green leaves. I tell the tree it's welcome to touch my face, and I gently caress the branch. A small, gentle breeze lifts the branch up, and it strokes me back. It begins to rain.

Tears come up — yes, even now as I write this account, I'm moved. It's a very beautiful and intimate experience.

The entire month of April has been very special and difficult in many ways, and it dawns on me how closely connected I am to nature. I feel a deeper bond to all of nature's beings.

I'm on my way back and stop when I hear rustling in the withered leaves under a pile of branches. Small shrews are on the move, and I only catch small glimpses of them. It must be an entire family, I think.

The last part of my walk is pure joy. I love untouched nature. I am not just a human, I am nature.